Kajakpolo – en aktiv sport

Kajakpolo set fra Dansk Kano og Kajak Forbund
Sprøjtende vand, hvirvlende pagajer, kajakker og en flyvende bold“: Det er kajakpolo, kajaksportens holdsport. Kajakpolo er en hurtig boldsport og er en blanding af vandpolo og basketball. Den enestående kombination af bold, kajak og vand på den ene side og kamp, teknik og atletik på den anden side gør denne sportsgren super sjov at se på og deltage i.
Kajakpolo er ‘in’, men det er ikke en ny sport. Det første tyske landsmesterskab blev afholdt i 1927 . I Danmark afholdtes det første DM i 1998.

Kajakpolo kan spilles hele året. De fleste steder trænes der flere gange ugentligt . Om sommeren spilles der udendørs, mens nogle klubber om vinteren har adgang til svømmehaller. Hele året er der forskellige turneringer rundt om i Danmark. Der er således både danske mesterskaber og andre stævner af mere social karakter. I turneringerne er der hold på alle niveauer, ligesom der kan spilles på både junior-, dame- og herrehold.

Kajakpolo – spilleregler
Kajakpolo består ikke kun af styrke og kondition. Kampe vindes med taktisk overlegenhed. Det betyder, at man til en hver tid hjælper sine holdkammerater. Kajakpolo spilles i specielle kajakker af plastik eller fiber. Banen er 23 x 35 m. Den kan lægges på søer, floder, svømmehaller, friluftsbade og havet. På de korte sider af banen befinder sig på hver side, i to meters højde, et 1 x 1,5 m stort mål.

Hvert hold består af fem spillere og maximalt tre udvekslings-spillere. Boldene er specielle vandpolobolde og må kastes med hånden eller pagajen. Spilletiden er 2 x 10 minutter.

I starten af hver halvleg placerer spillerne sig med bagenden af kajakken på hver deres baglinje. Ved lyden af dommerfløjten bliver bolden kastet på midten af banen, og en fra hvert hold sprinter af sted for at få boldbesiddelse. I spilleforløbet er der, som i de andre boldsportsgrene, målkast, hjørnekast, indkast og dommerbold. Målmand er den spiller, der ligger under det forsvarede mål med sin pagaj i vejret. Han/hun må ikke angribes af modspillere. Der spilles med flyvende målmand så enhver kan overtage målmandsrollen.